Skoleturneringen for piger blomstrer
For tredje år i træk afviklede Brabrand IF Fodbold sidste weekend vores Skoleturnering for Piger. I alt 69 piger fik en dag med fodbold, leg og smil – og kun en smule regn. Klubben håber, at turneringen resulterer i, at endnu flere friske piger i Brabrand vil gå til fodbold i Brabrand IF.
Forventningens glæde var tydelig, da 69 piger i søndags troppede op på Brabrand IFs kunstgræsbane for at spille fodbold. De kom med masser af smil, energi og en anelse nervøsitet.
For omkring halvdelen var det første gang, at de stod på en rigtig fodboldbane for at spille en rigtig kamp. Så luften knitrede af spænding, da stævneleder Egon Laursen bød velkommen i megafonen. Og det var som om, at alle – og især fodboldpigerne – kunne slappe lidt mere af, efter at reglerne for stævnet blev lagt frem:
”Der er kun en regel,” forklarede Egon med rolig stemme og fortsatte:
”Den siger, at det er bedst, hvis man kan lade være med at røre bolden med hænderne. Og så er der i øvrigt medaljer til alle!”
Og så gik stævnet ellers i gang med opvarmning og kampe. Mange kampe.
Der varmes op før kampen - og smilemusklerne bliver IKKE glemt.
29 kampe og 50 mål
I alt 15 hold var tilmeldt stævnet. De to yngste hold bestod af piger – alle såkaldte skolestartere - fra Børnehaven Hans Broges Parken og Skovgårdsparkens børnehave, som spillede korte 3-mandskampe med små mål på små baner. Det samme gjorde de 9 hold fra 0. klasser, 1. klasser og 2. klasser på områdets skoler. De ældste deltagere kom fra 3. og 4. klasserne. De store pigers kampe fandt sted på de lidt større 5-mandsbaner. Holdene kom fra klasserne i Engdalsskolen med et enkelt hold fra Egebakkeskolens 4. klasse.
Trængsel foran målet i det interne opgør mellem pigerne fra Engdalskolens 3C, hvor næsten alle pigerne fra klassen selvfølgelig var med til Skoleturnering, så de kunne stille hele to hold.
Over ca. fire timer blev der udkæmpet 29 kampe af 6-9 minutters varighed. I løbet af den tid blev der scoret ikke mindre end 50 mål. Og mest imponerende: Det lykkedes alle hold at score.
Brabrands Rema 1000 var stævnets sponsor og stod for forfriskninger i form af vand og frugt til pigerne.
Guldmedaljer og vand og frugt fra Rema 1000
De mindste piger blev først færdige med kampene. Og det blev fejret med et stykke frisk frugt og vand fra stævnets sponsor, Rema 1000.
Og så var det tid til medaljer, og hele rækken af børnehavepiger og 0. klasser linede op og fik hver især en flot guldmedalje om halsen. Holdlederne stod for navneopråb i megafonen, og Camilla Horster, som til daglig træner klubbens mindste piger (U6-U7), stod for overrækkelsen af de i alt 22 medaljer.
Og sådan blev det ved. Et par timer senere var turen kommet til de ældste spillere, som fik medaljer overrakt af Marie Bregenov-Jensen, der til daglig træner klubbens U10 og U11 piger. Her blev det til 22 flotte guldmedaljer.
Lidt senere var 1. og 2. klasserne også færdige med at afvikle deres kampe. Også de blev fejret med frugt og vand – og medaljer. Og igen var det træner Camilla Horster, der stod for overrækkelsen af i alt 25 medaljer. Camilla er nemlig også den centrale træner for U8 og U9 pigerne i klubben, hvor hun får assistance fra sine 5 hjælpetrænere.
1C fra Engdalsskolen havde forberedt sig godt til dagen med et kulørt banner og flot tyl i spillernes hestehaler.
Tilfredse arrangører
Arrangørerne er tilfredse med dagen.
”Vi afholder stævnet for at vise lokalområdets mindste piger, at det er sjovt at spille fodbold. Og det er håbet, at stævnet kan være med til at tiltrække endnu flere piger til Brabrand IF Fodbold,” forklarer stævneleder Egon Laursen, der også er leder af pigeafdelingen i klubben.
Og det tyder på, at missionen er lykkedes. I hvert fald tiltrak stævnet omkring 35 piger, der ikke spiller fodbold til daglig.
“Vi håber meget på, at vi ser alle de søde piger igen til træning. Derfor har vi inviteret dem til gratis træning frem til efterårsferien,” forklarer Egon Laursen.
Skoleturneringen for piger blev afviklet for tredje år i træk. De to forrige gange indendørs.
“2020 har været et lidt vanskeligt år på grund af corona. Det betød, at stævnet måtte udsættes. Men det har også betydet, at vi ikke har fået helt så mange nye fodboldspillere, som vi plejer. Det håber vi, at vi nu får rettet op på.”
Fakta om Skoleturneringen for Piger
- Stævnet blev afholdt første gang i 2018 og afvikles en gang årligt.
- Pigeturneringen satte deltagerrekord i 2019 med 92 deltagende piger.
- Formålet med stævnet er at tiltrække nye spillere til Brabrand IF Fodbold.
- En lille gruppe frivillige i Brabrand IF står bag arrangementet
- Alle skoler og børnehaver i lokalområdet kan deltage.
- Det er gratis at være med.
- Alle deltagere får medalje.
- Deltagende piger, der ikke allerede spiller fodbold, kan træne gratis frem til efterårsferien. Træningstider fremgår af holdsiderne på www.brabrand-fodbold.dk
Så mange var med
- Børnehaver: 2 hold, 10 spillere
- 0. klasse: 3 hold, 12 spillere
- 1. klasse: 4 hold, 16 spillere
- 2. klasse: 2 hold, 9 spillere
- 3. klasse: 2 hold, 11 spillere
- 4. klasse: 2 hold, 11 spillere
Sådan træner de mindste piger
U6 Piger (2015) og U7 Piger (2014) træner
Fredag 16:00 - 17:00
Trænere: Camilla Horster, Rune Horster, Kasper Søgaard, Finn Andersen, Maria Pertl, Anders Dewett Weber Jensen
U8 Piger (2013) og U9 Piger (2012) træner
Fredag 16:00 - 17:00
Trænere: Camilla Horster, Rune Horster, Kasper Søgaard, Finn Andersen, Maria Pertl, Anders Dewett Weber Jensen
U10 Piger (2011) og U11 Piger (2010) træner
Tirsdag 16:30 - 18:00
Fredag 16:30 - 17:30
Trænere: Marie Bregenov-Jensen, Espen Bregenov-Pedersen og Søren Andersen
Trænernes kontaktinfo fremgår af www.brabrand-fodbold.dk på holdenes egne holdsider.